Samtaler med unge finder sted midt i ungdomskulturen. Det kræver et blik for samspillet mellem vores praksisformer og disse kulturelle kontekster: Hvordan passer vores praksisformer til ungdomskulturen, som den er i dag? Hvornår forstærker de måske kulturelle normer i ungdomskulturen på en uhensigtsmæssig måde? Hvilke praksisformer og greb kan vi gøre brug af i en kultursensitiv tilgang til narrativ terapi? Den stærke individualiseringstendens i samfundet fordrer konkret, at vi udvikler ideer til, hvordan vi kan tale med unge om deres liv, uden vi forstærker det pres for at lykkes og for at tage ansvar for sit eget liv, som kan tynge unge i dag.

Jeg er jo glad for at snakke med dig, men nogle gange kan man altså godt mærke, at det er længe siden, du selv har været ung… Hvor gammel er du egentlig? (Kasper 20 år)

Denne artikel udspringer af vores samtaler med unge i de seneste år. Samtalerne har tydeliggjort, hvordan de unge lever i en kultur, der er ganske anderledes end den, vi selv voksede op i. Og måske endnu vigtigere: De lever i kulturelle kontekster, der er væsentligt forskellige fra den, som narrativ terapi ”voksede op” og blev udformet i.

Narrativ terapi opstod i starten af 80’erne og udviklede sig især op gennem 90’erne, og har siden bredt sig fra Australien og New Zealand til en stor del af verden (White 2009). Narrativ terapi er således en midaldrende ”dame” – som os selv i øvrigt – der har knap 40 år på bagen. Det rejser følgende spørgsmål:

• Hvordan passer vores narrative praksisformer til unge og deres liv i dag?

• Hvilke justeringer og nuanceringer kan vi med fordel foretage i vores praksis, så den bliver afstemt efter de kulturelle kontekster i nutidens ungdomsliv?

• Hvordan kan en kultursensitiv tilgang til narrative samtaler med unge se ud?

Den narrative tilgang er netop fokuseret på, hvordan magt og normer i kulturen øver indflydelse på menneskers liv. Narrative terapeuter er trænede i at undersøge, hvordan kulturelle normer præger de historier, som de unge har om sig selv og deres liv. Men hvis vi skal tage idéen om kulturens indflydelse alvorligt, kræver det, at vi også er opmærksomme på, hvordan kulturen præger vores egne samtaler med de unge. Samtalerne finder ikke sted uden for kulturen. Vores terapeutiske praksisformer udfolder sig i tæt samspil med de kulturelle normer i ungdomslivet.

Som Michael White og David Epston (1990) fremhæver i deres første bog om narrativ terapi, indebærer den narrative tilgang, at vi forholder os kritisk til vores egen praksis. Vi må hele tiden overveje, om vores praksisformer utilsigtet komme til at vedligeholde eller forstærke nogle af de dominerende kulturelle normer i menneskers liv:

Instead of believing that therapy does not have something to do with social control, we would assume that this is always a strong possibility (…) Thus, we work to identify and critique those aspects of our work that might relate to the techniques of social control (s. 29).

Hvor mange artikler om terapi fokuserer på best practices, vil vi i denne artikel tage White og Epstons opfordring alvorligt ved at tage afsæt i erfaringer, hvor der skete noget ganske andet, end det vi håbede på. Vi vil nærmere bestemt se kritisk på vores egen praksis og dens effekter i mødet med ungdomskulturen.

Vi håber, at artiklen vil være relevant for alle, der taler med unge, og som har lyst til at sætte deres egen praksis under en kultursensitiv lup, så vi kan skabe relevante justeringer og forskydninger af vores praksisformer.

Opbygning af artiklen
Første del af artiklen kommer med eksempler på, hvordan der kan være forskelle mellem intentionen med og effekten af narrativ terapi. Dette kan forstås som et udtryk for, at de narrative praksisser er kommet til at spille sammen med ungdomskulturen på uhensigtsmæssige måder. Vi fokuserer særligt på betydningen af de normer, der knytter sig til individualisering. Det bliver ikke en generel kulturanalyse, men snarere en fremhævning af specifikke normer i kulturen, som vi har mødt i konkrete samtaler med unge gennem de seneste år.

I anden del af artikel kastes et kritisk blik på identitetsbegrebets centrale placering i narrativ terapi: Hvad sker der, når vi som terapeuter fokuserer på identitet midt i en ungdomskultur, der selv har megen fokus på identitet? Artiklens pointe er, at et stærkt (og ensidigt) fokus på identitetsfortællinger risikerer at vedligeholde og blive infiltreret af de dominerende normer fra ungdomskulturen.

Tredje del af artiklen tilbyder konkrete bud på praksisformer, der netop tager højde for de komplekse kulturelle kontekster, som vi selv og de unge er en del af i disse år. Vi viser også, hvordan vi med disse greb kan skabe rum for associativ tænkning midt i selvrefleksivitetens tidsalder.

Et blik for dominerende normer i ungdomskulturen
På undergrundsstationerne i London er der et skilt på perronen, hvor man stiger ud af togene. Der står: Mind the gap. Det henviser til, at der er en niveauforskel mellem perronen og toget, som folk skal være opmærksomme på, så de undgår at snuble, når de går ind og ud. Selvom der er langt fra undergrundstationerne i London til narrative samtaler med unge, kunne det alligevel være nyttigt at have samme skilt med sig i samtalerne med unge. Her skulle det henlede opmærksomheden på, hvor ofte der kan være forskel på de intentioner, der ligger til grund for vores praksisformer, og de effekter, som de får i samtalerne med de unge. Vi gør ikke altid det, vi tror, vi gør. Lad os se på et konkret eksempel:

Jeg har tidligere gået i narrativ terapi hos en anden psykolog. Det er rigtigt godt til at finde ud af, hvad man skal blive bedre til. Vi talte meget om, hvad jeg vil og burde gøre med mit liv. Og der er virkelig meget, som jeg gerne skal blive bedre til. (Josephine 20 år)

Dette er et udsagn fra Josephine på 20 år i starten af et samtaleforløb. Josephine har tidligere gået i narrativ terapi, og selvom Josephine bestemt er glad for sine tidligere samtaler med den narrative terapeut, er det alligevel tankevækkende at høre,
hvordan hun er gået derfra og tænkt, at der er meget, som hun bør blive bedre til. Det har næppe været terapeutens intention med samtalerne, hvis man tænker på, at en central ide i den narrative tilgang er at skabe rum for modmagt til (omfanget af) de dominerende normer og ”burder”, som kan få de unge til at føle sig utilstrækkelige.

Josephines udsagn er således et godt eksempel på, hvordan der kan være stor forskel på intention og effekt i terapeutisk praksis. Her kunne man tænke: ”Nå, men det er nok bare en narrativ terapeut, der ikke har brugt de narrative praksisformer på den rigtige måde”. Vi har valgt at lade ideen om ”dårlige” eller ”gode” terapeuter ligge, men i stedet bruge sådanne erfaringer med uventede drejninger til at overveje: Hvordan kan vi forstå, at de narrative praksisformer kan medvirke til at vedligeholde ideen om ”der er virkelig meget, som jeg gerne skal blive bedre til”? Netop ved at inddrage de dominerende normer i ungdomskulturen, kan vi finde interessante perspektiver herpå.

Individualisering fylder
Mange af de normer i ungdomskulturen, som vi møder i vores samtaler med de unge, kan samles under overskriften individualisering. Dette begreb dækker over, hvordan individet er sat i centrum som forståelsesmodel for det liv, som den unge udfolder (Katznelson 2009). Kort sagt: Den unge får selv æren for at lykkes, men også skylden for at mislykkes.

Begrebet individualisering, som bl.a. er blevet kendt fra Emile Durkheims analyser i starten af 1900-tallet, er kun blevet mere og mere rammende for en beskrivelse af tidens ånd. Derfor er de netop interessant at inddrage individualisering til at belyse det komplekse samspil, der finder sted i terapi og de uventede drejninger, som vi kan møde i samtaler med unge.

Eksempler på individualiseringsnormer, som vi har mødt hos de unge, er følgende:

• Du bør vide hvad du vil med dit liv
• Du bør have styr på dit liv
• Du bør vide, hvem du er
• Dit liv er dit eget ansvar
• Du har kun dig selv at stille til regnskab for dit liv

Disse normer er interessante, fordi vi gennem opmærksomhed på dem i højere grad kan få øje på nogle af de måder, hvorpå vores narrativt inspirerede praksisformer kan komme til at spille sammen med den kulturelle kontekst på uhensigtsmæssige måder. Nedenfor kommer to konkrete eksempler på, hvordan disse dominerende normer i ungdomslivet indimellem er kommet til at forvrænge intentionerne med de narrative praksisformer i vores samtaler med de unge.

Unge har viden om sig selv og deres liv: frihed og pres?

Jeg ved sgu ikke engang, hvad det er jeg står i… jeg kan bare ikke komme i gang med noget (…). Men jeg kan jo godt forstå, at du spørger mig… Jeg ved jo godt, at jeg er den eneste, der kan vide, hvad det er for noget det her… Og jeg ved jo også godt, at det kun er mig selv, der kan finde ud af at komme ud af det… Men hvornår finder jeg ud af, hvad der er det helt rigtige for mig? Jo længere der går, jo mere føler jeg mig som en taber, der ikke ved en skid om sig selv.
(Mikkel, 20 år)

Narrativ praksis hviler på en ide om, at unge (og alle andre mennesker) har en betydningsfuld viden om sig selv og deres liv – og hvis de unge får lejlighed til at udfolde deres viden om sig selv, vil det hjælpe dem med at finde frem til handleveje i livet og samtidig styrke deres egen tiltro til, at de kan klare livet. I forlængelse heraf har spørgsmål til unges viden om sig selv og deres måde at håndtere livet på har ofte været væsentlige pejlemærker i vores samtaler med de unge. Det kan eksempelvis være spørgsmål som:

- Hvordan forstår du selv det, du står i lige nu?

- Hvad har du tidligere erfaret, at der har været vigtigt for dig at holde fast i, når du har stået i den slags situationer?

- Hvad ved du om, hvad der kan være mest hjælpsomt for dig, at vi gør sammen?

- Hvad er det, du havde blik for, siden du valgte at gøre sådan?

Samtidig har vi i vores samtaler flere gange mødt unge som Mikkel – fra eksemplet ovenfor – hvor vores spørgsmål til deres viden om sig selv og deres liv har øget deres oplevelse af, at de burde vide mere og vide med større sikkerhed.

”Du bør vide hvad du vil med dit liv” og ”du bør have styr på dit liv” er udbredte normer i ungdomskulturen, hvor unge eksempelvis indimellem kan føle sig helt forkerte, hvis de ikke allerede i slutningen af folkeskolen ved, hvilken jobfunktion de vil uddanne sig til, ligesom de kan være grebet af bekymring for ikke at vide, hvem der er den helt rigtige kæreste for dem. I tråd hermed peger den amerikanske professor i sociologi og psykologi, Sherry Turkle (2011) på, at livet på de sociale medier lægger en ’branding’-norm ned over de unge i dag. Den unge presses til at fremstille og brande sig selv med en klar og entydig profil: Dét her er mig, og jeg er på vej dér hen.

I kombination med disse normer kan vores bestræbelse på at udforske de unges egen viden risikere at blive forvrængede. Fremfor at øge de unges tiltro til, at de har relevant viden og indflydelse på deres eget liv, kan spørgsmålene (også) komme til at virke som et ekko af et allerede eksisterende pres om, at ”du bør have klar og præcis viden om dig selv og dit liv” og ”du bør vide, hvem du er og hvor du vil hen”. Vores spørgsmål kan dermed komme til at sætte de unge under yderligere pres og få den effekt, at den unge kommer til at føle sig endnu mere som – med Mikkels ord – ”en taber”.

Unge er agenter i deres eget liv – fundament og byrde?

Hold ud - det siger de der hvor jeg er fra

Hold ud - det er der man ingen penge har

Hold ud - der er ik så meget at forklar'
For ingen kære mor, dit liv er eget ansvar

Hold ud - du får kun det du selv ta'r
Hold ud - det er klart at alle undrer sig

Hold ud - der er ik så meget at forklar'
For ingen kære mor, dit liv er eget ansvar
(TopGunn, ”Hold ud” fra 2013).

I musikkens tekster kan man ofte finde et tydeligt sprog for den kultur, de unge færdes i. TopGunns hit fra 2013 ovenfor er netop en skarp formulering af en dominerende norm i ungdomslivet: ”Dit liv er dit eget ansvar. Du må gøre det, der skal til, for at skabe dig et godt liv – og du har kun dig selv at stille til regnskab for dette”. En norm vi ofte møder i vores samtaler med unge – og nogle gange har vi desværre også oplevet, at de narrative praksisformer har forstærket denne norm. Dette skete eksempelvis i en samtale med en ung, der havde været udsat for overgreb. Hun kom med følgende tankevækkende respons på vores samtale om overgrebet:

Jeg er glad for, at vi har talt om det i dag. Det er godt at vide, at jeg ikke bare lod det ske, men at jeg faktisk prøvede at passe på mig selv, da han overfaldt mig. Jeg havde ikke lagt mærke til at jeg faktisk gjorde en del for at passe på mig selv, mens det skete (…) Det er jo vigtigt, at man passer på sig selv. Jeg kommer også bare til at tænke på, hvor mange gange jeg måske ikke har fået gjort nok for at passe på mig selv. Jeg har nok ikke været stærk nok, selvom jeg burde have været det… (Emilie 23 år)

Den narrative praksis har lært os, hvordan det er helende at få fornemmelsen af at være agent i eget liv. Samtalerne skal skabe rum for, at mennesker kan få fat i historier om, hvordan de har håndteret livet og dets udfordringer. Der er aldrig kun problemer – men også altid responser på problemer.

Dette har været en uvurderlig brugbar vej i mange samtaler med unge for os. Samtidig har vi i tiltagende grad oplevet, at denne vej kræver en særlig opmærksomhed fra os som terapeuter, hvis de unge er prægede af normen om, at ”dit liv er dit eget ansvar” og ”du har kun dig selv at stille til regnskab for dit liv”.

I eksemplet fra samtalen med Emilie er det tankevækkende, hvordan samtalen samtidig efterlader Emilie med fornemmelsen, at hun ikke har fået gjort nok for at passe på sig selv. Intentionen om at skabe rum for, at Emilie kan få øje på sine responser, giver på sin vis bagslag. Udforskningen af hendes responser giver hende ganske vist en viden om, at hun ikke blot forholdt sig passiv, men samtidig efterlader den hende også med et øget pres på at få taget mere ansvar, at gøre og at klare mere i hendes liv. Udforskningen af de unges initiativer, responser og færdigheder kan således både medvirke til et øget fundament at stå på og en øget byrde om, at de bør håndtere deres liv mere optimalt.

Selvansvarliggørelse og selvkritik
Forskere fra Center for Ungdomsforskning peger i tråd med dette på, at en vægtig tendens i nutidens ungdomskultur er selvansvarliggørelse. De når frem til nedenstående konklusion i en af deres undersøgelser af de unge og deres trivsel i dag:

Unge oplever således, at de selv står med ansvaret for at skabe sig selv og deres tilværelse. Og når det er tilfældet, må de også selv tage skraldet, hvis det går galt, og tingene ramler sammen. Det ansvar, unge føler, er derfor også et ansvar for egen ulykke og fiasko. Ansvaret har derfor en ufravigelig følgesvend: Pres. Unge i dag oplever et stort pres for at lykkes og blive til noget” (Nielsen & Sørensen, 2011, .43)

Dette er i tråd med den danske sociolog Rasmus Willig (2013), der i sin bog Kritikkens U-vending, skriver om, hvordan den kritik, som huserer i kulturen i dag, har ændret karakter. Han beskriver, hvorledes den dominerende form for kritik er skiftet i perioden fra 1980’erne og 1990’erne og frem til i dag. Tidligere var den dominerende kritikform ”systemkritik”, mens den fremherskende form for kritik i dag er ”selvkritik”. Han beskriver meget billedligt, hvordan vi ikke længere spiller tennis, men stangtennis, når det drejer sig om kritik. Når vi slår til bolden, sender vi den ikke længere i retning mod andre eller noget uden for os selv, men derimod ofte mod os selv.

De narrative spørgsmål til de unges initiativer, responser og færdigheder er således i risikozonen for at bidrage til de unges fornemmelse af, at de står alene med ansvaret for deres eget liv, og at de kun har dem selv at klandre for, når det ikke går godt. Metaforisk sagt kan vi komme til at invitere til et spil stangtennis, når vi har samtaler med de unge i nutidens ungdomskultur. I eksemplet med Emilie illustreret ved, at hun netop på baggrund af vores samtale vendte et kritisk blik mod sig selv.

Identitet som indgang kan føre på afveje
Identitet er et nøgleord i individualiseringens tidsalder, og vores erfaring er, at dette afspejler sig kraftigt hos de unge. De er optagede af projektet om at optimere sig selv, så de får mest muligt ud af livet. Identiteten får plads som nøglen til det vellykkede liv. Hvor udviklingspsykologen, Erik H. Erikson (1992) i sin klassiker Identitet – ungdom og kriser i det forrige århundrede beskrev ungdomslivet som et moratorium præget af åbenhed og frihed, hvor man som ung kunne lege med forskellige identiteter, fremtræder de unges fokus på identitet i dag nærmere som en del af præstationssamfundets hamsterhjul. For mange unge er selvforholdet ofte præget af selvkritik, selvdisciplinering og selvansvarliggørelse, som vi har set i de tidligere eksempler.

Den norske psykiater Finn Skårderud (2015) beskriver netop, at hvor der tidligere var en åbenhed knyttet til identitetsspørgsmålet i ungdomslivet, så fremtræder det i højere grad med en lukkethed nu: Nu lukkes det åbne. Nu ligner denne fase af livet, hvor man førhen fjollede rundt og irriterede sine forældre ved at sove ekstra længe, skærsilden. Den er mere pukletid end ventetid.

En ung mand forklarede følgende som baggrund for, at han havde valgt at opsøge en psykolog:

Jeg kommer, fordi jeg har brug for at finde ud af, hvem jeg er og hvad jeg vil med mit liv (…) Hvis ikke jeg ved det, så er det klart, at jeg heller ikke kan løse mine problemer og få det bedste ud af livet. Jeg kommer for at udvikle mig, så jeg kan se alt det, jeg kan blive, hvis jeg arbejder for det (Konrad, 18 år).

I lyset af den dominerende plads som identitetsarbejdet også synes at indtage i nutidens ungdomsliv, er det interessant, at narrativ terapi netop også har et skærpet fokus på identitetskonklusioner: […] det terapeutiske arbejde, som efter min mening først og fremmest handler om nyudvikling af personlige narrativer og rekonstruktion af identitet (White 2008: 93-94). Narrative samtalepartnere lytter efter og spørger til de identitetskonklusioner, som de unge drager om sig selv på baggrund af de erfaringer og normer, de har med sig i livet. Sigtet er ofte formuleret som at skabe samtaler, hvori de unge kan få fat i mere livgivende og foretrukne identitetskonklusioner om sig selv.

Indholdsmæssigt er der store forskelle mellem den forståelse af identitet, narrativ terapi læner sig op ad og den forståelse af identitet, der er koblet til nutidens individualiseringstendens. Freedman & Combs (2016) beskriver forskellene på følgende måde:

We choose to think about self not as a noun referring to a container filled with resources, but as a verb referring to a project we are pursuing in active, ongoing relationships with other people across a wide variety of contexts. We view identity as relational, distributed, performed, and fluid (s. 216).

Trods disse væsentlige indholdsmæssige forskelle, er det imidlertid vores erfaring, at narrative samtaler om identitet risikerer at blive fanget i det net af normer, der kobler sig til individualiseringen. Eftersom de unge i nutidens ungdomskultur allerede er pressede af at have spotlyset rettet mod sig selv, kan vi med fordel være opmærksomme på ikke at øge dette pres gennem vores terapeutiske fokus på identitet. Identitet som indgang kan med andre ord føre på afveje i samtaler med unge.

Så hvilke justeringer og forskydninger kalder eksempler som samtalerne med Josephine, Mikkel, Emilie, Konrad og mange andre unge på? Hvordan kan vi tilpasse vores praksis, så den spiller sammen med ungdomskulturen på en mere hensigtsmæssig måde? I resten af artiklen vil vi inddrage eksempler på konkrete kultursensitive greb, som vi har oplevet givende for os og for de unge i vores samtaler.

Lad identitetsspørgsmålet ligge for en stund
Når vi skal udvikle praksisformer, kan det være brugbart at ihukomme, at Albert Einstein klogt skulle have sagt: Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem. Vi vil i det følgende vise, hvordan vi netop ofte kan komme spændende steder hen i samtalen ved at lade identitetsspørgsmålet ligge og i stedet fokusere på livet eller verden uden om den unge.

At kigge ud ad
Særligt et forløb med en ung mand har inspireret os til at kaste os mere ud i det, vi sidenhen er begyndt at kalde At kigge ud ad-praksisser. Det vil sige samtalepraksisser, der netop ikke fokuserer på den unge, men på livet eller verden omkring den unge. Historien kommer nedenfor.

Jeg vil ikke tale om mig selv
For nogle år siden blev vi spurgt om at tale med en ung mand på 19 år. Jonas havde gennem længere tid levet et liv præget af selvmordsforsøg, selvskade og voldsomme konfrontationer med sin familie og den plejefamilie, han boede hos. Familien, plejefamilien, rådgiveren og kontaktpersonen omkring Jonas var forståeligt bekymrede for ham og for deres samarbejde med ham: Kunne de tage ordentlig vare på ham eller skulle han flytte på institution, selvom det var mod hans vilje? Som en del af præmissen for at bo i plejefamilien, var det besluttet, at Jonas skulle gå til samtaler hos en psykolog. Han var ikke interesseret i det, da han havde mange dårlige erfaringer med psykologer, men havde sagt ja, fordi han gerne ville blive boende.

Til den første samtale deltog Jonas’ kontaktperson, der fortalte om baggrunden for samtalen og den unges mands dårlige erfaringer med psykologer. Vi sagde, at vi helst ville tale med folk, der gerne ville mødes med os. Når han ikke var interesseret i det, var det sikkert af gode grunde. Nu hvor han var tvunget til det, ville vi bede ham om at komme med nogle bud på regler for samtalerne, som vi kunne holde os til, så det blev mindst muligt generende for ham at komme til samtalerne. Jonas svarede ganske kortfattet: Der er en regel. Jeg vil ikke tale om mig selv. Således blev aftalen, at vi ikke skulle spørge til ham, men vi måtte f.eks. gerne spørge til hans familie, venner, bøger eller film, han havde set eller steder, han havde besøgt.

Umiddelbart forekom det som en begrænsende ramme for et terapiforløb – hvordan arbejder man som terapeut, når man ikke kan tale om personen selv? Måske forekom det også mere begrænsende, fordi vi kommer fra den narrative tradition, hvor identitetshistorier som sagt udgør et centralt fokus i terapien. Det spændende var imidlertid, at det blev et samtaleforløb, der kom til at betyde meget for Jonas og for vores tanker om terapi med unge.

Vi talte til en start meget om en god ven, Jonas havde fra en af sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Vennen var ude i store vanskeligheder, og vi udforskede sammen, hvad der skete i hans liv, hvad der mon foregik i hans tanker og følelser og hvordan man som familie og personale kunne hjælpe ham. Vi talte om lillebroren, der stadig boede hjemme hos forældrene – om hvordan det mon var for ham at bo hjemme og hvordan det gik ham i skolen. Vi talte om de bøger, Jonas havde fået læst op som barn, om hvad de handlede om, og hvad der var det gode ved disse bøger. Vi talte om de mennesker, vi mødte på vores gåture rundt omkring. Hvorfor mon en mand blev så vred, at han ligefrem stoppede og råbte ukvemsord efter os, fordi vi gik for langsomt over gaden? Det var fyldige samtaler om livet, men aldrig om Jonas som person den første lange periode. Han efterspurgte selv hyppigere samtaler og personerne omkring ham beskrev, at de kunne mærke, at han tog noget med sig fra samtalerne og brugte det i sit eget liv. Jonas forklarede også selv, at han fandt samtalerne givende.

Begreber om livet
Nu hvor vi kigger tilbage på forløbet, er det en klar oplevelse, at netop reglen om ikke at tale om ham selv medvirkede til at åbne for nye meningshorisonter. Senere har Jonas fortalt, hvordan han oplevede, at disse samtaler gav ham en mulighed for at forholde sig til livet uden at skulle fokusere på sig selv. Han beskrev bl.a., hvordan samtalerne om vennen havde gjort ham opmærksom på, at det var hårdt altid at være afvisende overfor alle nye mennesker, fx hans kontaktperson og lærer. Derfor havde han besluttet at give dem en større chance og løbe en risiko ved at vise tillid, fordi det ellers blev alt for hårdt for ham selv. Vi havde aldrig talt om Jonas’ forhold til kontaktpersonen og lærer, men alligevel bidrog samtalerne til at give ham nye perspektiver og handlemuligheder.

Set med teoretiske briller kunne man sige, at samtalerne skabte mulighed for at Jonas kunne udvikle begreber om livet – selvom samtalerne ikke var centreret omkring ham som person. Michael White (2008) beskriver, hvordan han med inspiration fra Vygotsky netop ser begrebsmæssig udvikling som grundlaget for agenthed:

Det er denne begrebsudvikling, der giver folk mulighed for at regulere deres liv: at påvirke deres egne handlinger bevidst, tage hånd om deres liv og påvirke begivenhedernes gang samt løse problemer (s. 275).

Inden for narrativ terapi er ideen om udvikling af foretrukne identitetskonklusioner, som tidligere nævnt en central ledetråd. Ideen om begrebsmæssig udvikling og tænkning tilbyder imidlertid en anden ledetråd. Ikke kun i samtaler, hvor de unge er tilbageholdende med at ville tale om sig selv, men i det hele taget i samtaler hvor vi vurderer, at vi løber ind i uhensigtsmæssige normer og historier, hvis vi fokuserer for snævert på identitetskonklusioner sammen med de unge. Denne ledetråd åbner for, at vi som samtalepartnere er kreative og sammen med de unge finder emner, der kan skabe rum for udvikling af begreber om livet. Som en ung sagde efter et længere samtaleforløb:

Jeg føler, at jeg har haft et frirum her. Jeg har ligesom kunnet snakke om livet med dig uden at jeg hele tiden skulle tænke over, hvad jeg skal med mit liv og hvordan jeg når det i tide. Nogle gange har vi snakket om noget, men uden at jeg skulle lære noget af det (Louise, 22 år).

Med spotlys på episoden
I samtalen med Jonas blev vejen at tale om alt muligt andet end ham. Ved at kigge ud ad frem for ind ad fik han brugbare begreber om livet, som han kunne bruge til at leve efter. Mange unge har imidlertid erfaringer fra deres egne liv, som fylder for dem og som de bringer ind i samtalen. Nedenfor vil vi derfor inddrage et eksempel på, hvordan man kan arbejde med dette uden at forstærke presset på, at den unge skal kunne klare og håndtere livet. Sigtet med eksemplet er at vise, hvordan det kan åbne op for relevant meningsskabelse, hvis vi flytter vores spotlys væk fra den unge som hovedperson og ud på episoden i vores samtaler.

Kristinas weekend
Som en del af opstarten på samtalen en mandag formiddag fortæller Kristina, at hun igen er så træt og nede. Vi spørger til, hvad der er sket i weekenden, og hun fortæller, at hun har haft en max dårlig weekend. Hendes forældre har igen skændtes, så det bragede, mens hendes lillebror sparkede og slog alle. Hun har ikke boet hjemme et godt stykke tid, og på dette weekendbesøg kunne hun ikke magte skænderier. Så selvom hun plejer at trøste sin mor under skænderierne og redde stumperne, ja så smækkede hun i stedet døren til sit værelse og blev derinde bagefter. Hun er så træt af det hele, fordi hun nu igen er helt nede, og hun igen ikke har fået trænet ordentligt.

Hvis man lytter til Kristinas fortælling med ører, der er rundet af de narrative idéer om vigtigheden af at spotte potentielle responser, færdigheder, intentioner og værdier i de fortællinger, vi møder, så er det svært ikke at hæfte sig ved, at Kristina har handlet på nye måder, da hun smækkede døren til sit værelse. Det kunne betyde, at vi tog fat på en samtale med nedenstående spørgsmål:

• Hvordan påvirkede skænderiet mellem dine forældre dig den dag?
• Har du før smækket døren – eller var det første gang, du gjorde det?
• Har du en fornemmelse af, hvad det var, der fik dig til at smække døren? Hvad var mon din intention med det?
• Hvad vil du sige, at du gjorde ved at smække døren? Hvad kunne man kalde den handling?
• Hvad synes du om, at du valgte at smække døren?
• Hvis denne smækken-med-døren skulle vise noget om, hvad der er vigtigt for dig, hvad kunne det så være?
• Hvordan tror du, at du havde forberedt dig til at kunne tage dette skridt i den weekend?

Spørgsmålene skal selvfølgelig stilles i mundrette versioner, der kobler sig specifikt til Kristinas svar og sprog. Selvom vi abonnerer på mange af de narrative idéer, der kobler sig til sådanne spørgsmål, er det vores erfaring, at denne vej dog kan være en blindgyde i samtaler med flere af de unge, vi taler med. På baggrund af specifikke erfaringer fra samtaler med Kristina vidste vi, hvad der højst sandsynligt ville ske, hvis vi valgte at gå denne vej. Hun ville kort se op fra under sin hætte og sige noget i retning af: Drop det der. Jeg gjorde ikke en skid. Det skete bare. Jeg er ligeglad med det. Ok?

I tråd hermed har vi flere gange erfaret, at hvis vi begynder vores udforskning af det, de unge fortæller, med at spørge til de unges egne initiativer, færdigheder, intentioner og værdier, der viser sig i deres handlinger, så går samtalen på grund.
Men hvad kan man så gøre i stedet?

At sætte du’et på pause – udforskning af episoden
Et bud på en vej i dette kan være at ”sætte du’et på pause” for en stund. Ved at fokusere på episoden fremfor på identitet kan vi skabe rum for en anderledes samtale. En samtale, hvor vi sammen med de unge ikke kigger indad på dem, men derimod ud ad på det, der fandt sted eller det, de var en del af.

I samtalen med Kristina betød det, at vi i stedet for spurgte hende:

• Hvad skændtes dine forældre om?
• Hvor længe stod skænderiet på?
• Hvad skete der så derude i stuen, efter du havde smækket døren?
• Hvad skete der så?
• Hvad gjorde din mor?
• Hvad gjorde din far så?
• Hvad gjorde din lillebror?
• Hvad skete der så?

Disse spørgsmål ledte til følgende fortælling:

En stund i vindueskarmen
Kristina fortalte, hvordan hun havde koblet sin iPhone til højtaleren efter hun havde lukket døren og spillet Beyonce på høj styrke. Lidt efter var hendes mor begyndt at banke på døren og spurgt flere gange om, hun var ok. Lidt efter var også faren kommet til, og de havde sammen bedt hende om at lukke op. Hun var overrasket over, at faren var kommet, for han plejede at køre, når forældrene havde skændtes. Hun havde sagt til dem, at hun ikke orkede, men havde alligevel skruet lidt ned for musikken. Så havde hun sat sig op i vindueskarmen og kigget på det træ, hun altid havde klatret i som barn. Hun tænkte på, hvor meget hun havde følt sig i sikkerhed, selvom hun sad højt oppe og helt alene, når hun sad i det træ.

Et stykke tid efter var hendes lillebror kommet og havde banket på og spurgt om, han måtte komme ind. Hun havde først sagt nej, men derefter lukket ham ind, fordi han havde sagt, at han virkelig gerne ville ind til hende. Han havde sat sig til at spille på sin telefon ved siden af hende. Sådan havde de siddet et par timer. Hun havde haft en pose chips i sin taske, som de havde spist. De havde ikke talt om skænderiet, men lidt om det de så på youtube og instagram hver især. Hun syntes, at det mindede hende om den gang, de var små, hvor de ofte havde siddet og tegnet ved siden af hinanden. Det havde hun godt kunnet lide, fordi det var rart at sidde sammen fremfor altid at være alene, som de havde været meget i hendes familie.

Gennem simple spørgsmål som ”Hvad skete der så?” udforskede vi sammen med Kristina episoden. I et narrativt perspektiv kan denne samtale ses som et udtryk for en meningsskabende historiserende proces, hvori Kristina fik mulighed for at bevæge sig fra det, hun allerede vidste, til det der var muligt at vide – ikke om hendes identitet og handlinger – men i højere grad om episoden. Vi trækker på, hvad man med en narrativ terminologi kunne kalde stilladserende spørgsmål på handlingslandskabet (White, 2008).

I udforskningen af episoden trækker vi imidlertid også på vores træning i den del af den systemiske praksis, der er inspireret af cirkularitet, kompleksitet og kontekstuel tænkning (Hårtveit og Jensen; 2005, Hertz, 2017; Bateson, 2000). Dermed tilbyder den systemiske tilgang mange veje at gå, hvis man vil udforske episoder. Den systemiske praksis fokuserer på de relationelle kontekster, som vores liv leves i – og dermed kan det tilbyde mange interessante veje at gå, som fint spiller sammen med den narrative idé om righoldig historieudvikling.

Associativ tænkning
Det interessante er imidlertid ikke bare, hvad Kristina sagde omkring episoden, men også at spørgsmålene til episoden virkede til at øge hendes lyst til at tale om det, der var sket i weekenden. Hun fortalte i længere sætninger og dvælede på eget initiativ ved detaljer i det, hun fortalte. Hun stoppede op, tænkte og talte videre. Vores forståelse er, at når vi ”kigger ud ad” sammen med de unge fremfor ”at kigge indad” og fastholde samtalen på deres identitet, så mindskes de unges konstante evalueringsblik på sig selv. Udforskning af episoder fremstår således som en relevant vej midt i det, man også kunne kalde selvrefleksivitetens tidsalder.

Med inspiration fra William James’ begreb om bevidsthedsstrøm (eng. stream of consciousness), der henviser til en tankevirksomhed, hvor tankerne strømmer mere frit (Meares 2000), kan man sige, at samtaler om episoder kan åbne for en mere associativ form for tænkning hos den unge. Kristina trækker for eksempel selv tråde fra oplevelsen af at sidde ved siden af hendes lillebror på værelset til hendes minder fra den gang de var små, hvor de sad og tegnede ved siden af hinanden. Hun associerer således, idet hun flere gange undervejs forbinder den nuværende erfaring med tidligere erfaringer eller af sig selv kobler følelser og tanker på det, hun fortæller.

I et forsøg på at gribe, hvad der finder sted i samtalen med Kristina, kan man skelne mellem to former for tænkning. Den associative tænkning kan beskrives som det modsatte af selvrefleksiv tænkning, idet tankerne strømmer frem, uden personen konstant forholder sig til dem eller sig selv. Sådanne samtaler, der skaber rum for denne form for associativ tænkning, forekommer særdeles relevant i en ungdomskultur, hvor selvrefleksivitet og dertilhørende selvkritik er hyppigt forekommende.

Afslutning
Denne artikel opfordrer til et kultursensitivt blik på de terapeutiske praksisser, som vi bruger i vores samarbejde med unge. Med inspiration fra White & Epston aktualiserer artiklen, at vi løbende forholder os (kritisk) til, hvordan samspillet er mellem vores praksisformer og de kulturelle kontekster. Det er et vedvarende arbejde, der kræver konstant opmærksomhed, men det er også – som det forhåbentlig fremgår af artiklen – sjovt, inspirerende og givende.

Samtaler med unge kræver et bredt repertoire af veje, man kan gå sammen. De veje, vi gik i samtalerne med Kristina og Jonas, kunne i andre samtalekontekster have været en blindgyde. Vi taler derfor ikke for, at man eksempelvis altid skal kigge ud ad. Tværtimod ønsker vi med denne artikel at anspore til, at man sammen med de unge finder veje, der er relevante midt i det ungdomsliv, som den unge står i.

Vi håber, at mange andre praktikere vil være med til fortsat at dele de steder, hvor de har erfaret, at deres praksis kan spille sammen med de kulturelle kontekster på uhensigtsmæssige måder – og ikke mindst hvilke greb og begreb de har gjort brug af for at skabe relevante justeringer af deres praksis.

Litteraturliste
Bateson, G. (2000). Steps to an Ecology of Mind. The University of Chicago Press.

Bruner, J. (1986). Actual minds, possible worlds. Harvard University Press.

Combs, G. & Freedman, J. (2016): Narrative Therapy's Relational Understanding of Identity. Family Process.

Erikson, Erik. H. (1992): Identitet – ungdom og kriser. Hans Reitzels Forlag.

Hertz, S. (2017). Børn og unge, psykiatri og samfund. Akademisk forlag.

Hougaard, E., Diderichsen, B. og Nielsen, T (red.) (1998). Psykoterapiens hovedtraditioner. En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag.

Hårtveit, H. og Jensen, P. (2005). Familien – plus én. Indføring i familieterapi. Forlaget Klim.

Katznelson, N. m.fl. (2009): Ungdomsliv: mellem individualisering og standardisering. Forlaget Samfundslitteratur.

Meares, R. (2000): Intimacy and Alienation: Memory, Trauma and Personal Being. Routledge.

Nielsen, J. C., Katznelson, N. & Sørensen, N.-U. (2010): Den svære ungdom. Hans Reitzels Forlag.

Nielsen, J. C. & Sørensen, N.-U. (2011). Når det er svært at være ung i DK. Rapport Center for Ungdomsforskning. 

Skårderud, F. (2015): Vi skal nå dem før de segner. Dagbladet Information.

Turkle, S. (2011); Alone together. Why we expect more from technology and less from eachother. Basic Books.

Turkle, S. (2015): Reclaiming Conversation. The power of Talk in a Digital Age. Penguin Press.

White, C. (2009): Where dit it al begin? Reacting on the collaborative work of Michael White and David Epston i Context

White, M. & Epston, D. (1990): Narrative means to therapeutic ends. W. W. Norton & Co.

White, M. (2008): Kort over narrative landskaber. Hans Reitzels Forlag.

Willig, R. (2013): Kritikkens u-vending. Hans Reitzels Forlag.

Wulf-Andersen, T. m.fl. (2016): Unge, udenforskab og social forandring.
Nordiske perspektiver. Frydenlund.