Artikkelen ble først publisert i "Pædagogisk psykologisk tidsskrift".

I denne artikel undersøger vi den stigende udbredelse af stress blandt danske unge. Vi opstiller en teoretisk model over hvordan stress kan forårsages af neoliberale eksistensbetingelser i form af samfundskrav om maksimal præstation, konstant aktivitet og individualisering. Ifølge vores model kan stress opstå ved både at efterleve disse samfundskrav og ved manglende efterlevelse. Dette placerer de unge i en catch-22, hvor stress synes uundgåeligt. Vi viser, at én af forklaringerne på hvorfor ikke alle unge udvikler stress i neoliberale samfund kan skyldes forskellig udvikling og dannelse af de unges tilværelseskompetencer, altså deres evne til at håndtere særlige livsomstændigheder. Vi fremfører foreløbig evidens for, at empowerment af tilværelseskompetencer kan være et vigtigt element i arbejdet med at reducere neoliberale eksistensbetingelsers stressende indvirkning på unge.

Ifølge flere undersøgelser af danskeres mentale velbefindende, udgør stress et af de større folkesundhedsproblemer i Danmark (Sundhedsstyrelsen, 2011; 2014; 2018). Over de seneste 10 år ses en stigning i antallet af danskere, der føler sig meget stressede, på tværs af alle aldersgrupper, og særligt blandt danske unge. I 2017 udviste 40,5 % af kvinderne og 23,4 % af mændene i alderen 16-24 år tegn på alvorlig stress (Sundhedsstyrelsen, 2018). Denne tendens kan spores helt ned i gymnasieårene, hvor der i 2014 var 39 % af landets gymnasieelever der følte sig meget stressede ugentligt, og 20 % på daglig basis (Nielsen & Lagermann, 2017). Selvom stress ikke defineres som en sygdom, og i kortere perioder faktisk kan være gavnligt, er længerevarende stress derimod forbundet med negative konsekvenser, såsom nedsat livskvalitet og mentalt velvære, samt øget risiko for udvikling af psykiske lidelser som angst og depression (Jørgensen, 2012; Le Blanc et al., 2008; Sundhedsstyrelsen, 2018). På denne baggrund nedsatte den daværende regering i juni 2018 et stresspanel, hvis formål er at komme med løsninger til hvordan stress reduceres og forebygges.

I litteraturen fremhæves overordnet fire forklaringer på udbredelsen af denne psykiske mistrivsel. For det første kan en stigning i stress, og psykiske lidelser generelt, skyldes, at sundhedsvæsenet igennem de seneste årtier er blevet bedre til at opspore, og dermed også sætte ind over for, danskere med lavere mentalt helbred (Nielsen & Jørgensen, 2010, s. 191). For det andet påpeges, at der i samtidens Danmark ses en tendens til stigende sygeliggørelse (patologisering) af den menneskelige tilværelse, hvilket resulterer i en lavere grænsetærskel for hvornår man er syg (Brinkmann, 2010). En tredje og lignende forklaring går på, at udbredelsen af mental mistrivsel skyldes en egennyttemaksimerende medicinalindustri, der ligeledes arbejder for en ”medikalisering” af menneskelig adfærd, for at kunne øge profit ved at tilbyde dertilhørende medicinsk behandling (Nielsen & Jørgensen, 2010, s. 190-191). Endeligt lyder en fjerde forklaring på, at moderne samfund udgøres af nogle særlige sociopolitiske strukturer, som lægger et øget mentalt pres på individer, hvilket resulterer i øget psykisk mistrivsel (Petersen, 2016). Det er denne sidste forklaring der er fokus i denne artikel, og vi beskæftiger os altså helt konkret med sammenhængen mellem sociopolitiske strukturer – hvad vi samlet betegner som neoliberale eksistensbetingelser – og stress blandt unge. Når vi indsnævrer vores fokus til denne sammenhæng skal det ikke ses som et signal om at de tre øvrige perspektiver har lavere teoretisk og empirisk værdi, men derimod som et ønske om at udfolde dette perspektiv med en model over hvordan stress kan opstå på flere måder som følge af neoliberale eksistensbetingelser.

Neoliberale eksistensbetingelser og stress
Selvom litteraturen ikke fremhæver én samlet definition på stress, er det en almindeligt udbredt opfattelse, at stress opstår i samspillet mellem individ og miljø (fx Le Blanc et al., 2008). Eksempelvis definerer Andersen (2007, s. 13) stress som ” (…) en særlig relation mellem personen og miljøet som personen vurderer udfordrer eller overskrider hans eller hendes ressourcer, og er en fare for hans eller hendes velbefindende”. Dette perspektiv lægger op til en forståelse af stress som et mismatch mellem individet og (særlige) forhold i dets omgivelser. Med andre ord, så kan årsagen til stress altså ikke afdækkes tilstrækkeligt ved at kigge på enten individ eller miljø, men må i stedet søges i mødet mellem dem. Det er denne begrebslige forståelse, som vores følgende model over sammenhængen mellem neoliberale eksistensvilkår og stress bygger på. I dette afsnit vil vi først skitsere den neoliberale sociopolitiske æra, som karakteriserer dagens Danmark, og dernæst teoretisere hvordan neoliberale strukturer kan give anledning til stress.

Neoliberale sociopolitiske strukturer: Konkurrencestat og præstationssamfund
Selvom ordet ’neoliberalisme’ unægteligt leder tankerne hen på højrefløjspartier, er neoliberalisme i højere grad en ideologi, eller en samfundsopfattelse, der går på tværs af politiske partier. Neoliberalisme kan defineres som ideen om, at statens opgave er at skabe de fornødne samfundsmæssige betingelser for, at mennesker – og økonomiske markeder – kan fungere efter økonomisk rationalitet, samt aktører og strukturers iboende stræben efter at opnå en (finansiel) ligevægtstilstand (Pedersen, 2011, s. 25-26). Neoliberalisme er altså en særlig form for kapitalisme, hvor det frie marked er den eneste samfundsmæssige regulerings- mekanisme. Udviklingen af vestlige samfund hen imod en neoliberal ideologi har givet anledning til forekomsten af såkaldte ’konkurrencestater’, der betegner den politiske logik hvor stater er i konstant økonomisk konkurrence med hinanden (Pedersen, 2011). For at være konkurrencedygtig, må hver stat derfor mobilisere dets borgere til at indgå i den økonomiske kamp, hvilket, for samfund der primært er baseret på tertiære erhverv, sker gennem opkvalificering af individers evner på uddannelsesinstitutionerne. På den måde er der et samfundsmæssigt pres på skoler, gymnasier og universiteter til at styrke konkurrencestatens konkurrenceevne, hvilket kan være en del af forklaringen på, at særligt unge rammes af stress.

Imidlertid er neoliberalismens indvirkning på den menneskelige eksistens ikke begrænset til den aktive statslige mobilisering af borgere. Konkurrencestaten udgør nemlig samtidig et bagtæppe til tidens præstationssamfund, der er betegnelsen for hvordan neoliberale logikker har spredt sig ud i mange forskellige samfundsmæssige og sociale arenaer, og dermed gennemsyrer moderne samfund (Petersen, 2016, s. 54ff). Særligt tre logikker, eller samfundsmæssige normer eller krav, om man vil, gør sig gældende i neoliberale samfund. For det første er der kravet om maksimal præstation, ifølge hvilket individer altid må bestræbe sig hen imod perfektion i alle deres foretagender. For det andet et krav om konstant aktivitet, hvilket er forventningen om at mennesker hele tiden forholder sig omstillingsparate og vedvarende i deres selvudvikling og –optimering. For det tredje en gennemgribende norm om individualisering, hvor det enkelte individ mere end nogensinde før forventes at indtage en centrale rolle i egen tilværelse, og er ansvarlig for sine successer og fiaskoer. Disse tre krav udgør hvad vi samlet betegner som neoliberale eksistensbetingelser, og kan give anledning til stress på to måder. For det første som en krænkelse af selvet, hvor individet oplever misbilligelse ved manglende normefterlevelse. For det andet som en oplevelse af kontroltab, hvor individet ikke evner at efterleve normerne når dette forsøges.

Når neoliberale eksistensbetingelser kan lede til stress som krænkelse af selvet, skyldes det den sociale misbilligelse, man som individ kan blive mødt med ved ikke at leve op til præstationssamfundets krav. I sit værk The Struggle for Recognition, beskriver Axel Honneth (1995) hvordan anerkendelse – misbilligelsens og krænkelsens modstykke – er et menneskeligt eksistentielt grundvilkår, da anerkendelse er en forudsætning for at individet udvikler velfungerende relationer til sig selv. Ifølge Honneth (1995) møder individer anerkendelse i tre livssfærer; kærlighedssfæren (intime relationer til nære omsorgspersoner), den retslige sfære (retsbeskyttelse gennem samfundets love) og solidaritetssfæren (sociale fællesskabers værdsættelse af individets unikke evner, kompetencer og karakteristika). I denne henseende er det den sidstnævnte livssfære – solidaritetssfæren – der er interessant, fordi individet her anerkendes for de egenskaber, der betragtes som normativt ønskværdige af et samfundsmæssigt fællesskab – hvilket i præstationssamfundet altså er egenskaber, der er forenelige med normerne om maksimal præstation, konstant aktivitet og individualisering. Den centrale pointe er, at præstationssamfundets normer skaber et begrænset rum for anerkendelse, således at individer, hvis unikke egenskaber ikke sigter mod efterlevelse af disse normer, mødes med misbilligelse frem for anerkendelse, hvormed selvet krænkes. Dette konstant at være i en udsat position kendetegnet ved længerevarende fravær af anerkendelse, kan i sig selv opleves som stressende (Honneth, 2004).

Under neoliberale eksistensbetingelser kan stress imidlertid også opstå i den faktiske efterlevelse af præstationssamfundets normer. Ifølge demand-control-support modellen, der er en velkendt stressudviklingsteori (Johnson & Hall, 1988; Karasek, 1979), opstår stress i situationer, hvor individer er stillet over for en kombination af høje krav, lav kontrol og manglende social støtte. Hvis vi kigger nærmere på de gældende neoliberale eksistensbetingelser, synes alle disse forudsætninger at være opfyldt. For det første implicerer både maksimal præstation og konstant aktivitet en intensiv arbejdsbelastning, der stiller høje krav til individets arbejdskapacitet. For det andet er både perfektion og konstant aktivitet forbundet med en endeløshed, da individer i princippet aldrig kan præstere tilstrækkeligt. Dette medfører en usikkerhed omkring hvornår noget er godt nok (fordi det i princippet aldrig er dét), hvilket giver en lav grad af kontrol med præstationssamfundets krav. For det tredje ligger det implicit i normen om individualisering, at der ikke er megen social støtte at hente, fordi individer selv er ansvarlige for at præstere i konkurrence med andres præstation.

Det er således på denne måde at vi argumenterer for, at i al fald nogle unge placeres i en særlig slags stressens catch-22, da neoliberale eksistensbetingelser kan udmønte sig i stress ved både manglende og faktisk efterlevelse af samfundsmæssige krav. Til trods for, at flere og flere unge oplever stress, og at stress, ud fra vores nuværende teoretiske model kan synes helt uundgåeligt, er en væsentlig pointe i de indledningsvist præsenterede undersøgelser, at det bestemt ikke er alle unge, der føler sig stressede. Fokus for næste afsnit er derfor hvorfor hovedparten af unge ikke påvirkes af neoliberale stressorer, og dermed også hvordan stress blandt unge kan forebygges og reduceres.

At få et godt nok greb om en stresset tilværelse
Når ikke alle unge udvikler stress, selvom de alle lever under samme neoliberale eksistensbetingelser, må det skyldes forskelle i hvordan de påvirkes af præstationssamfundets krav. Her argumenterer vi for, at én forklaring på disse forskelle kan ligge i de unges tilværelseskompetencer. En tilværelseskompetence defineres som en persons evne til at udføre handlinger, eller håndtere særlige omstændigheder, der udspiller sig i ens liv (Bertelsen, 2013). Alle mennesker har forskellige, store som små, projekter i tilværelsen, som de må forholde sig til, eksempelvis fritidsinteresser, karriere, uddannelse osv. Tilværelsesprojekter indeholder igen specifikke tilværelsesopgaver, som skal løses, for at man mestrer tilværelsen for sig selv, og sammen med andre; eksempelvis for at komme igennem en ungdomsuddannelse. Hver tilværelseskompetence har både en udviklingsside, der henviser til hvor stærke individer er i at bruge den pågældende kompetence (fx hvor god man er til at danne sociale relationer), og en dannelsesside, der handler om hvordan man bruger tilværelseskompetencen, og dermed indebærer et moralsk aspekt (eksempelvis hvorvidt man bruger sin relationskompetence til at drage omsorg for mennesker eller manipulere dem) (Bertelsen, 2013). Det er altså udviklede og dannede tilværelseskompetencer der sikrer, at mennesker kan løse deres tilværelsesopgaver og realisere deres tilværelsesprojekter, og dermed opnå et godt nok greb om tilværelsen. Tilværelseskompetencerne kan inddeles i tre hovedkategorier (Bertelsen, 2013), som dækker over:

1. Deltagende tilværelseskompetencer: Evnerne til at finde sit personlige ståsted i livet, hvorfra man kan deltage i tilværelsen sammen med andre.

2. Afstemmende tilværelseskompetencer: Evnerne til at reflektere over hvordan man skal forholde sig til tilværelsen og handle i verden.

3. Perspektiverende tilværelseskompetencer: Evnerne til at forholde sig til sig selv, andre mennesker, naturen, kultur og samfundet omkring sig .

Der findes i alt 10 universelle tilværelseskompetencer, som er oplistet i tabel 1.

For at undersøge sammenhængen mellem udviklingen i unges tilværelseskompetencer (altså de unges evne til at få et godt nok greb om tilværelsen) og deres stressniveau, inviterede vi 7 danske gymnasier til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse. 2 gymnasier takkede ja til at deltage, og i alt har 75 gymnasieelever besvaret vores spørgeskema. Hver af de 10 tilværelseskompetencer er målt via et refleksivt indeks2 bestående af 5 items, dvs. i alt 50 items for alle tilværelseskompetencer (Bertelsen, 2013).

Univariate analyser viser, at alle indeks har en høj reliabilitet (Cronbachs alpha-værdier mellem 0,83 og 0,93) og moderat til høj målingsvaliditet (inter-item korrelationer mellem 0,5-0,89). Elevernes stressniveau blev målt via den validerede Cohen’s Perceived Stress Scale, som består af 10 spørgsmål, der afdækker i hvilken grad svarpersoner har oplevet deres liv som uforudsigeligt, belastende, ukontrollerbart og har følt sig nervøse eller stressede (Sundhedsstyrelsen, 2018). Indekset over stress er ligeledes karakteriseret ved høj reliabilitet (Cronbachs alpha = 0,89) og en moderat målingsvaliditet (inter-item korrelation = 0,44). Oversigt over de univariate analyser af indeks kan ses i artiklens bilag 1.

Sammenhængen mellem tilværelseskompetencer og stressniveau er undersøgt ved lineær regression (OLS)3, hvor elevernes køn, alder og socioøkonomiske status medtages som kontrolvariable.

Forudsætningstests for denne analyse viste, at ikke alle fejlled i modellen er normalfordelte, hvormed analysen udføres med robuste standardfejl (Agresti & Finlay, 2008). Resultaterne viser insignifikante sammenhænge mellem stressniveau og syv af de ti tilværelseskompetencer: relationskompetencen (p=0,34), fællesskabskompetencen (p=0,36), værdi- og normkompetencen (p=0,38), opmærksomhedskompetencen (p=0,37), selvrefleksionskompetencen (p=0,22), empatikompetencen (p=0,9) samt syste mrefleksionskompetencen(p=0,76). Det vil altså sige, at der ikke findes en statistisk sikker sammenhæng mellem disse tilværelseskompetencer og elevernes stressniveau. Omvendt er der en signifikant (statistisk sikker) sammenhæng mellem stress og de tre øvrige tilværelseskompetencer: den rammesættende kompetence (p=0,000), nærværskompetencen (p=0,000) og planlægningskompetencen (p=0,036). Disse tre signifikante sammenhænge er negative, hvilket vil sige at stressniveauet falder i takt med at tilværelseskompetencernes udviklingsniveau øges. Som nævnt er graden af stress målt på en skala fra 1-10, og en scorer på 10 indikerer en høj grad af stress. Konkret ses det, at stressniveauet falder med værdier på 0,50 (den rammesættende kompetence), 0,42 (nærværskompetencen) og 0,23 (planlægningskompetencen) i takt med at tilværelseskompetencerne udvikles med en værdi på 1 (ligeledes på en skala fra 1-10, hvor 10 indikerer en veludviklet kompetence). Resultaterne fra regressionsanalyserne er beskrevet mere udførligt i bilag 2, og er illustreret i nedenstående figurer, der viser tendenslinjen samt bånd for 95%-konfidensinterval for sammenhængene mellem hver tilværelseskompetence (x-aksen) og stress (y-aksen).

Konkret viser vores resultater, at gymnasieelever oplever en markant lavere grad af stress, når de har veludviklede kompetencer til:

a) at medvirke aktivt til at forme rammer og aktiviteter, så de fungrer med hverdagen, arbejde, ud- dannelse osv., ud fra ens egne interesser (den rammesættende kompetence).

b) at være til stede og være afstemt med den situation eller aktivitet, man er midt i (nærværskompetencen).

c) at skabe overblik for hvordan man når et mål, herunder hvilke delmål, der skal realiseres på vej derhen (planlægningskompetencen).

Vores resultater bakkes op af en rapport om stress i gymnasiet, der finder, at en gruppe af ikke-stressede elever netop besidder tilsvarende kompetencer (Nielsen & Lagermann, 2017) . Ifølge rapporten oplever disse elever ikke stress, fordi de aktivt prioriterer det der, for dem, er meningsfuldt indhold i livet (svarende til den rammesættende kompetence), gør brug af forskellige strategier til at koncentrere sig om deres lektier (svarende til nærværskompetencen) og planlægger deres hverdag (svarende til planlægningskompetencen). Når disse tre tilværelseskompetencer er signifikant forbundet med en lavere grad af stress giver det altså umiddelbar støtte til tanken om at arbejde med empowerment af disse tilværelseskompetencer, kan være en måde at afhjælpe og forebygge stress forårsaget af neoliberale eksistensbetingelser.

Hvor udviklingen af tilværelseskompetencer relaterer sig til stress forårsaget af manglende kontrol med præstationssamfundets krav, er vi nødt til at kigge på dannelse af tilværelseskompetencer når stress opstår grundet sociale misbilligelse ved ikke at imødekomme normerne om maksimal præstation, konstant aktivitet og individualisering. I føromtalte rapport fremhæves flere udsagn fra stressede elever, der giver støtte til tanken om at stress i nogle tilfælde netop skyldes en krænkelse af selvet:

”Der kan skabes sådan en social rangliste i forhold til karakterer… sådan lidt at dem der (…) får de dårligere karakterer, dem ser man også på med et andet syn . (…) Det er et syn fra samfundet af, at dem der har de høje karaktertal (…), de er højere oppe, end hvis du får lavere karakterer.” (uddrag fra Nielsen & Lagermann, 2017, s. 29)

De elever, der har deltaget i undersøgelsen, fortæller, at det for mange handler om at få enten 10 eller 12 i karakter. Ligeledes er det heller ikke unormalt, at dagligdagen er så travl og intens, at flere elever er oppe til langt ud på natten for at få færdiggjort lektier og afleveringer. Maksimal præstation og konstant aktivitet er tydeligt her, men den vigtigste pointe ligger i, at eleverne netop søger at efterleve disse normer, fordi de er forbundet med samfundsmæssig anerkendelse. Ved manglende normefterlevelse kommer krænkelse til udtryk på forskellig vis, blandt andet som fnisen eller nedladende kommentarer fra klassekammerater i undervisningen; og dét rammer eleverne på deres selvværd:

”Altså, jeg får det dårligt med mig selv, fordi jeg føler mig dum . Og jeg får det dårligt med mig selv, fordi… jeg føler at… alle er bedre end mig selv .” (uddrag fra Nielsen & Lagermann, 2017, s. 46)

Når stressede gymnasieelever fortæller, at de føler de skal leve op til et samfundsmæssigt præstationskrav, og vi samtidig kan se, at deres selvværd tru- es i de tilfælde, hvor krænkelse opstår grundet manglende normefterlevelse, er vi fremme ved den anden side af den stressende catch-22, som præstationssamfundet sætter danske unge i.

Vores argument for, at dannelse af tilværelseskompetencer er nødvendig for at modvirke stress grundet manglende anerkendelse, ligger i dannelsesbegrebets moralske dimension; i en tilværelsespsykologisk optik defineres dannelse som ”(…) den personlige vilje og evne til deltagelse i egen og fælles tilværelse, kulturelt, socialt og samfundsmæssigt på en værdimæssig og normmæssig realistisk afstemt måde” (Bertelsen, 2013, s 68). Dannelse af tilværelseskompetencer relaterer sig altså i denne sammenhæng til hvordan stressede unge skal forholde sig til præstationssamfundets normer. Når dannelse foregår i fællesskaber, så er tilværelseskompetencer også (dog muligvis i forskellig grad) dannet i retning af disse fællesskaber, og dermed i retning af præstationssamfundets normer. Implikationen heraf er, at dannelse af tilværelseskompetencer i en anden retning end efterlevelse af neoliberale eksistensbetingelser kan modvirke social misbilligelse ved manglende overholdelse af disse livsvilkår.

Selvom dannelse af tilværelseskompetencer kan modvirke stress, er det dog langt fra en enkel og ligetil løsning, fordi det både afføder spørgsmålet om hvilke normer, der er ønskværdige at danne unge i retning af, og hvorvidt og i hvilken grad, vi overhovedet kan blande os i dannelsen af mennesker.

Individet i den neoliberale sociopolitiske kontekst
I første del af artiklen har vi kastet lys over hvordan stress hos nogle unge kan modvirkes og forebygges via udvikling og dannelse af tre relevante tilværelseskompetencer. I artiklens anden del dykkede vi ned i det empiriske faktum, at langt fra alle unge føler sig stressede denne stressens catch-22 til trods. Her har vi præsenteret et foreløbigt empirisk belæg for, at udvikling af særlige tilværelseskompetencer, og potentielt også dannelse af dem, kan være med til at reducere stress i en neoliberale samfund; hvoraf en naturlig implikation for praktisk stressforebyggelse er empowerment af unges tilværelseskompetencer. Afsluttende vil vi her kommentere på hvordan en sådan implikation relaterer sig til den efterhånden klassiske diskussion om pædagogisk-psykologiske interventioner rettet mod individet versus konteksten.

I artiklens indledning nævnte vi, at en tilværelsespsykologisk intervention kan ses som et udtryk for en individualiserende strategi, der i højere grad gør de unge, frem for deres neoliberale livsvilkår, til det stressgenererende problem, som kalder på en løsning. Selvom det enkelte individ vil få gavn af en individualiserende tilgang (gavn i den forstand, at stressen reduceres/forebygges), fremhæves det, at individualiserende tilgange er problematiske, fordi de kan anskues som en måde hvorpå individet disciplineres til at indordne sig de problematiske samfundsforhold (Foucault, 1991). Med andre ord, så kan en tilværelsespsykologisk intervention i denne forstand altså kritiseres for at være en ”individualiseret løsning på systemiske problemer” (Beck i Petersen, 2016, s . 68-69), hvilket i sidste ende vil lede til en reproduktion af de gældende neoliberale eksistensbetingelser (Boltanski & Chiapello, 2005; Honneth, 2004). På den baggrund foreslår flere derfor i stedet at intervenere over for individers neoliberale omgivelser (Görlich et al., 2019). Et par eksempler herpå kan være indførslen af karakterfrie skoleår i gymnasiet, der skaber en slags præstationsfrie rum (Görlich et al., 2019), samt tilbagerulningen/afskaffelsen af neoliberale strukturreformer, eksempelvis fremdriftsreformen og uddannelsesloftet, som en måde at sænke kravet til aktivitet på. Således bliver stressforebyggelse, og generel psykisk resiliensopbygning, i højere grad et kollektivt frem for individuelt anliggende (Petersen, 2016).

Vi deler fuldt ud den opfattelse, at en ændret socipolitisk kontekst kan være befordrende for at knække den stigende kurve af stress og lignende mentale helbredsudfordringer; en opfattelse, som vi netop mener kommer til udtryk ved fokusset på neoliberale eksistensbetingelsers indvirkning på individer, og den tilværelsespsykologiske understregning af, at tilværelseskompetencer udvikles og dannes i et samspil mellem hvad mennesker kan og vil, og hvordan de bliver mødt og stilles muligheder i samfundet. Imidlertid er der både almenpsykologiske og tilværelsespsykologiske belæg for at tage udgangspunkt i det forhold, at uanset hvilke samfundsmæssige betingelser der udspiller sig for den enkelte og fællesskabets tilværelse, så skal den enkelte under alle omstændigheder i tilstrækkelig grad have udviklet og dannet tilværelseskompetencer til at håndtere de givne tilværelsesopgaver og udfordringer. Endvidere argumenterer vi for, at selvom reduktion af stress og i al fald opløsning af den påpegede catch-22 fordrer strukturelle ændringer på sigt, så skal de faktiske og aktuelle sociopolitisk-inducerede udfordringer i hverdagen i almindelighed, og i uddannelsessammenhænge i særdeleshed, under alle omstændigheder håndteres for at forebygge stress. Det kræver ikke bare udvikling, men i høj grad også dannelse af tilværelseskompetencerne at skabe et modtryk, dvs. en anderledes og anderkendelsesbaseret egen og fælles håndtering af udfordringerne. Dannelsesteoretiske påpegninger af dette er ofte abstrakte påpegninger af nødvendigheden af at højne dannelsesniveauet. Vores undersøgelse har netop vist hvordan der kan sættes mere målrettet ind med interventioner rettet mod udvikling og dannelse især af de rammesættende, nærværsskabende og planlæggende tilværelseskompetencer.

Litteraturliste
Agresti, A. & Finlay, B. (2008). Statistical Methods for the Social Sciences (4. udgave). Upper Saddle River, NJ: Prentice Hall.

Andersen, L. P. (2007). Arbejdsrelateret stress – fra symptomer til et kompleks samspil. Tidsskrift for Arbejdsliv, 9(2), 11-27.

Bertelsen, P. (2013). Tilværelsespsykologi. Et godt nok greb om tilværelsen. København: Frydenlund.

Bertelsen, P. (2018). Kompetencehjulet. Aarhus Universitet.

Boltanksi, L. & Chiapello, E. (2005). The New Spirit of Capitalism. London: Verso.

Brinkmann, S. (2010). Patologiseringstesen: Diagnoser og patologier før og nu. I. S. Brinkmann (red.), Det diagnosticerede liv – sygdom uden grænser (s . 15-31). Aarhus, Danmark: Klim.

Foucault, M. (1991). Discipline and Punish – The Birth of the Prison. England: Penguin Books.

Görlich, A., Pless, M., Katznelson, N. & Graversen, L. (2019). Ny udsathed i ungdomslivet – 11 forskere om den stigende mistrivsel blandt unge. København: Hans Reitzels Forlag.

Hansen, K. M ., Lolle, H. & Klemmensen, R. (2012). Lineær regression (OLS). I. L. B . Andersen, K. M. Hansen og R. Klemmensen (red.), Metoder i statskundskab (s. 384-400). 2. udgave, 2. oplag. Hans Reitzels Forlag.

Honneth, A. (1995). The Struggle for Recogni- tion – The Moral Grammar of Social Conflicts. Cambridge, MA: The MIT Press.

Honneth, A. (2004). Organized Self-Realiza- tion: Some Paradoxes of Individualization. European Journal of Social Theory, 7(4), s. 463-478.

Johnson, J. V. & Hall, E. M. (1988). Job Strain, Work Place Social Support, and Cardiovascular Disease: A Cross-Sectional Study of a Random Sample of the Swedish Working Population. American Journal of Public Health, 78(10), pp. 1336-1342.

Jørgensen, C. R. (2012). Danmark på briksen – et psykologisk perspektiv på Danmark og danskerne i det senmoderne . Hans Reitzels Forlag, København.

Karasek, R. A. (1979). Job Demands, Job Decision Latitude and Mental Strain: Implications for Job Redesign. Administrative Science Quaterly, 24(2), pp. 285-308.

Le Blanc, P., de Jonge, J. & Shaufeli, W. (2008). Job stress and occupational stress. I. N. Chmiel (ed .), An introduction to work and organizational psychology (2. udgave., kapitel 6, s. 119-147). Malden, MA.: Black- well Publishing.

Nielsen, K. & Jørgensen, C. R. (2010). Patologisering af uro? I S. Brinkmann (red.), Det diagnosticerede liv – sygdom uden grænser (s. 179-205). Aarhus, Danmark: Klim.

Nielsen, A. M. & Lagermann, L. C. (2017). Stress i gymnasiet – hvad der stresser gymnasieelever og hvordan forebyggelse og behandling virker med ’Åben og Rolig for Unge’, DPU, Aarhus Universitet.

Pedersen, O. K. (2011). Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag.

Petersen, A. (2016). Præstationssamfundet. Hans Reitzels Forlag, København.

Petersen, M. B. (2012). Indekskonstruktion. I L. B. Andersen, K. M. Hansen og R. Klemmensen (red.), Metoder i statskundskab (s. 401-421). 2. udgave, 2. oplag. Hans Reitzels Forlag.

Sundhedsstyrelsen (2011). Den Nationale Sundhedsprofil 2010 – Hvordan har du det? København: Forfatter. Hentet fra: https://www .sst .dk/-/media/Udgivelser/2010/ Publ2010/CFF/Sundhedsprofiler/Den-nati- onale-sundhedsprofil- 2010-%E2%80%93- Hvordan-har-du-det .ashx

Sundhedsstyrelsen (2014). Danskernes sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2013. København: Forfatter . Hentet fra: https:// www.sst.dk/da/udgivelser/2014//-/media/ Udgivelser/2014/Den-nationale-sundheds- profil-2013/Danskernes-sundhed,-d-,-Den- nationale-sundhedsprofil-2013.ashx

Sundhedsstyrelsen (2018). Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2017. København: Forfatter. Hentet fra: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2018/danskernes- sundhed-den-nationale-sundhedsprofil-2017